I Sønderborgområdet er fjernvarmen en nøglebrik i den grønne omstilling. Den binder energisystemet sammen og udfaser fossil opvarmning, så området bliver mindre afhængigt af at importere olie og gas. Det styrker både forsyningssikkerheden og reducerer CO₂-udledningerne markant.
68 %
75 %
En cirkulær varme
Sønderborgområdet er gennemvævet af fjernvarmerør. Som et underjordisk edderkoppespind mellem huse, bygninger og virksomheder holder de samfundet tæt forbundet.
Rørene gør det muligt at sende varme derhen, hvor behovet er, og samtidig udnytte en bred vifte af lokale energikilder. Store varmepumper, biomasseanlæg og overskudsvarme fra supermarkeder, affaldsafbrænding og endda hospitalet er blot nogle af de kilder, der bidrager til systemet.
Den store variation betyder, at Sønderborg reducerer spild, mindsker afhængigheden af fossile brændsler og kan levere en stabil og overvejende klimavenlig varmeforsyning til borgerne.
Takket være de lokale forsyningsselskabers målrettede indsats med at erstatte især gas med grønnere alternativer er CO₂-udledningen fra fjernvarmen i Sønderborgområdet i dag 68 % lavere end i 2007.
Bagom resultaterne
Sønderborg har kurs mod CO₂-neutral varme
Årsagen til, at Sønderborgområdets fjernvarme i dag er 68 % grønnere end i 2007, skyldes især den markante nedtrapning af naturgas, som løbende er blevet erstattet af en række lokale og langt mere klimavenlige energikilder.
I dag får fjernvarmen sin energi fra et mix af kilder som solpaneler, varmepumper og overskudsvarme fra industrien. Derudover produceres varmen fra affaldsforbrænding og biomasse – blandt andet halm fra danske landmænd samt flis og træpiller fra nærområdet.
Naturgas udgør nu under en tiendedel af energimixet og bruges kun ved spidsbelastning for at sikre forsyningen og holde omkostningerne nede.
Resultatet er, at en sønderborger, der opvarmer sit hjem på 125 m² med fjernvarme, i dag blot udleder 361 kg CO₂ om året – 88 % mindre end et gasfyr.
Planen for at få den sidste gas ud af fjernvarmen er allerede lagt. Nye store varmepumper og en elkedel vil blive tilføjet til systemet, hvorfor borgerne inden for få år vil kunne nyde en helt CO₂-neutral varme.
Overskudsvarme er god business
Forestil dig, at du laver en kop te. Når du koger vandet, stiger dampen op og forsvinder væk. Men hvad hvis du kunne fange dampen og bruge den til at opvarme en ny portion vand? Det vand kan du gemme og lede ind i din radiator på en kold vinterdag – og pludselig har du opvarmet dit hjem helt uden at skulle grave fossile brændsler op af jorden. Smart ik’?
Det er præcis sådan overskudsvarme fungerer i et fjernvarmesystem; man fanger noget, der ellers ville gå tabt, og forvandler det til en værdifuld ressource.
Et supermarked, der køler sine varer, et hospital, der kører en MR-scanner, eller et teglværk, der brænder mursten – alle disse processer genererer overskudsvarme. Ideelt bruges varmen først internt i virksomheden, hvorefter overskuddet sendes ud på det fælles fjernvarmenet.
Det giver virksomheder, beliggende i fjernvarmeland, en værdifuld mulighed for at reducere klimaaftrykket, styrke brandet og opnå økonomiske besparelser.
Fællesskab sikrer fjernvarme på fastlandet
Fem landsbyer – Vester Sottrup, Nybøl, Ullerup, Avnbøl og Blans – har aldrig haft fjernvarme. Det laver projektet Ledning Vest om på. Her er borgere, virksomheder og Sønderborg Varme gået sammen om at udvide nettet til potentielt 1.600 husstande samt det store slagteri Danish Crown.
En central del af projektet er en ny eldreven varmepumpe, som i samspil med en stor vandtank viser, hvordan moderne fjernvarme ikke kun leverer varme, men også bidrager til at stabilisere elsystemet.
Vandtanken fungerer nemlig som et gigantisk varmebatteri: Når der er masser af billig, grøn strøm fra sol og vind, varmer varmepumpen vandet op og lagrer det i tanken. Når vejret slår om, kan den lagrede varme sendes direkte ud i fjernvarmenettet – enkelt og klimavenligt.
Ledning Vest er blevet til gennem tætte samarbejder og gensidig tillid mellem alle involverede. Projektet er et stærkt eksempel på, hvordan fjernvarme kan udbredes lokalt og dermed bidrage til øget forsyningssikkerhed, stabilisering af elnettet og stabil varme til borgerne.