Ragebøl er lige nu i gang med at undersøge muligheden for at få fjernvarme. Det betyder, at du ikke har mulighed for at skifte til fjernvarme – endnu. Til gengæld kan du blive klogere på fjernvarme, planerne i din by, og hvad du skal stille op med dit olie- eller gasfyr i mellemtiden.
Hvad er fjernvarme?
Fjernvarme fungerer ved, at store mængder vand opvarmes centralt og derefter sendes gennem et netværk af rør til de huse og bygninger, der er tilsluttet fjernvarmenettet.
Med fjernvarme får du en mere klimavenlig varme fra grønne energikilder som el, halm, flis, solenergi og i nogen grad også affald.
Målet for Sønderborgområdet er, at fjernvarmen skal være helt CO2-neutral i 2029 ved hjælp af vedvarende energikilder.
Når du skifter til fjernvarme, reducerer du derfor dit CO2-aftryk betydeligt sammenlignet med individuel opvarmning med fossile brændstoffer som olie eller gas.
Fordele ved fjernvarme
Nemt, bekvemt og fremtidssikret
Når man først har fjernvarme installeret, er det meget nemt og vedligeholdelsesfrit. Man skal faktisk ikke gøre andet end at glæde sig over den billige og grønne varmeløsning.
Stabil og omstillingsparat
Fjernvarme anvender en bred vifte af energikilder, hvilket gør det til en sikker og omstillingsparat varme.
Kombinationen af energikilder sikrer endvidere, at du får en konkurrencedygtig pris på varmen uanset årstid og markedets svingninger.
Klimavenlig varme
Et oliefyr udleder i gennemsnit 5600 kg CO2 om året, mens et gasfyr udleder 3800 kg.
I Sønderborgområdet arbejder vi målrettet på at gøre energien CO2-neutral inden udgangen af 2029.
Renere luftkvalitet
Olie- og gasfyr bidrager til lokal luftforurening gennem udledning af skadelige stoffer som svovldioxid (SO₂) og nitrogenoxider (NOx).
Du er dermed med til at forbedre luftkvaliteten, når du skifter til fjernvarme.
Status i din by
I Ragebøl undersøger man lige nu muligheden for at få fjernvarme.
Hvis du er nysgerrig på, hvor langt man er med planerne, kan du kontakte Sønderborg Varme. Det er det lokale forsyningsselskab, som leder initiativet.
Sønderborg Varme
+45 73 43 50 00
post@sfjv.dk
Hvad så med mit olie- eller gasfyr?
I Sønderborgområdet arbejder vi målrettet på at få udskiftet alle olie- og gasfyr inden udgangen af 2029.
Situationen er dog lidt speciel for dig, da du bor i et område, der er i gang med at undersøge muligheden for fjernvarme.
Derfor, hvis du har et olie- eller gasfyr, anbefaler vi, at du venter med at udskifte det, indtil planerne om fjernvarme er afsluttet.
Vi fraråder ligeledes, at du installerer en individuel varmepumpe i mellemtiden.