En energieffektiv virksomhed gavner både klima, brand og bundlinje.
Klimakrisen stiller store krav til nutidens virksomheder – krav, der sandsynligvis kun vil blive skærpet i fremtiden. Det er derfor både en udfordring, men også en mulighed for at få styr på energiforbrug og værdikæder, så virksomheden kan fortsætte med at vækste og samtidig bidrage til den grønne omstilling.
Derfor er det en god idé
Det er en god idé at reducere din virksomheds energiforbrug og CO₂-udledning af flere grunde. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om klima – det er en direkte investering i virksomhedens fremtid.
For det første kan energieffektivisering direkte reducere driftsomkostningerne ved at mindske forbrug af el, varme og brændstoffer.
Med et nedbragt energiforbrug følger der en lavere CO₂-udledning. Det styrker virksomhedens omdømme over for kunder, samarbejdspartnere og investorer, der i stigende grad prioriterer bæredygtighed.
Samtidig betyder klimakrisen, at strengere reguleringer er på vej, og virksomheder, der tager ansvar nu, står stærkere i forhold til fremtidige krav. Grøn omstilling kan derfor både ses som en nødvendighed og en strategi.
Hvor er der mest at spare?
Når din virksomhed vil spare energi, CO₂ og penge, afhænger de bedste indsatsområder af, hvordan netop jeres drift ser ud. Der er dog flere områder, hvor der typisk er meget at hente.
Et oplagt sted at starte er bygninger og lokaler. Bedre isolering, mere effektiv belysning, ventilation og smart opvarmning kan hurtigt reducere energiforbruget og skabe mærkbare besparelser.
Også produktionen rummer stort potentiale. Elektrificering af processer og maskiner – fra produktionsudstyr til entreprenørmaskiner og transport – kan medføre betydelige økonomiske og klimamæssige gevinster.
Endelig spiller din virksomheds værdikæde, også kaldet scope 3, en stadig større rolle. Her ses et øget fokus og skærpede EU-krav, men ved at vælge materialer og leverandører med et lavere klimaaftryk, kan din virksomhed holde sig et skridt foran og reducere CO₂-udledningen.
Sådan kommer du i gang
Til at hjælpe dig og din virksomhed godt i gang med energibesparelserne har vi sammensat en guide med gode råd til netop dette.
I guiden finder du forslag til, hvor det kan være smart at sætte ind, og du kan læne dig op ad konkrete, lokale eksempler med både investeringsomkostninger og tilbagebetalingstid.
Du får derudover værktøjer til, hvordan du kan screene virksomhedens energiforbrug eller kortlægge CO₂-aftrykket. Begge tilgange kan være en god måde at begynde på, da det giver et klart overblik over, hvor de største reduktioner findes og kan danne grundlag for en grundig gennemgang af virksomheden.
Producer strøm på taget
Solceller på taget kan gøre din virksomhed mere selvforsynende og dermed styrke dens grønne profil. Hjemmedyrket, vedvarende strøm er samtidig med til at sænke energiudgifterne og gøre virksomheden mindre sårbar over for udsving i energipriserne.
Ligger din virksomhed i Sønderborg Kommune, har du mulighed for at få en uvildig vurdering af potentialet for solceller på netop din bygning.
Med SolarSim indtaster du virksomhedens placering og energiforbrug, vælger hvor på taget solcellerne kan placeres, og får derefter en samlet anbefaling.
Værktøjet omsætter jeres data til en konkret anbefaling til antal solcellepaneler, eventuelt batteri, pris, tilbagebetalingstid og CO₂-reduktion.