41 gange rundt om jorden. Så mange kilometer skal vi i Sønderborgområdet nedbringe vores kørsel med hvert år for at nå vores mål om at nedbringe vores CO₂-forbrug på transport med cirka 22 procent. Og mindre kørsel giver ikke kun en gevinst for klimaet – der følger en række fordele med, hvis vi får knækket kørselskurven.
Tag cyklen
At vælge cyklen frem for bilen har en lang række fordele, både for dig selv og for miljøet. Først og fremmest er cykling en fantastisk måde at forbedre din sundhed på. Det styrker din kondition, kan reducere stress og forbedre dit humør. Samtidig er cykling en økonomisk gevinst, da du sparer penge på brændstof, vedligeholdelse og parkering.
Miljømæssigt er cykling en af de mest bæredygtige transportformer. Cykler udleder ingen CO₂, og ved at vælge cyklen bidrager du til at reducere luftforurening og trafikpropper. I byområder kan cyklen desuden ofte være hurtigere end bilen, især i myldretiden, hvor trængsel og parkering kan være en udfordring.
Alt i alt giver cykling en unik kombination af sundhed, økonomiske besparelser og miljøfordele, samtidig med at det kan spare dig tid og gøre din hverdag lettere og mere fleksibel.
Vælg elbilen
Elbilen har gjort sit indtog i Sønderborgområdet og kommer med en lavere CO₂-udledning og forbedret luftkvalitet end sin fossile fætter.
Produktionen af især elbilens batterier har dog et stadigt betydeligt klimaaftryk, og derfor er målet ikke flere biler i sig selv – snarere færre biler på vejene og en udskiftning af de fossile til elektriske.
Derfor, står du og skal vælge ny bil og ønsker at sænke dit klimaaftryk, har elbilen en dokumenteret lavere CO₂-udledning over hele bilens levetid.
Overgangen fra fossildrevne biler til elbiler er derfor også en vigtig del af vores rejse mod CO₂-neutral energi i 2029.
Sønderborgområdet oplever en markant vækst i antallet af elbiler i disse år, og det har gjort det muligt for os at hæve målsætningen fra 11.500 til 13.500 elbiler i 2029.
Kør sammen
19 ud af 20 pendlere kører alene i deres bil i myldretiden. Det viser tal fra virksomheden Nabogo, som har skabt en app, der gør samkørsel meget lettere.
Der er mange fordele ved at vælge samkørsel:
- Jo flere, I er i bilen, jo mere CO₂ sparer I.
- Samkørsel betyder færre biler på vejene og dermed mindre trafikkaos og luftforurening.
- Turen bliver billigere for alle parter, da man er flere om at dele udgiften.
- Som passager er der mulighed for at bruge tiden produktivt ved at læse, strikke, arbejde eller slappe af.
- Samkørsel kan også være en god mulighed for at netværke og skabe nye relationer.