Der ligger et stort potentiale i at etablere lokalvarme i de områder, hvor traditionel fjernvarme ikke er en mulighed. Derfor har Sønderborg Varme, i samarbejde med Sønderborg Kommune, SONFOR, Broager Varme og ProjectZero, etableret et nyt selskab, Sønderborg Lokalvarme, der arbejder for en kollektiv, grøn varmeløsning i 12 udvalgte landsbyer.

12

landsbyer undersøger muligheden for lokalvarme

100 %

CO2-neutral energi - er målet for Sønderborgområdet i 2029

3600

husstande mangler at udskifte olie- eller gasfyret

Lokal og klimavenlig varme

I 2029 skal al energi i Sønderborgområdet være CO2-neutral. En vigtig del af den plan er at udfase alle olie- og gasfyr, og sikre, at den grønne varme når ud til alle borgere. For nogle af de områder, hvor fjernvarmenettet ikke rækker, findes der en smart løsning – nemlig lokalvarme.

Lokalvarme er en kollektiv varmeløsning designet til landsbyer, der ikke er tilsluttet det eksisterende fjernvarmenet. Metoden, hvorpå varmen bliver fordelt, er den samme for lokalvarme og traditionel fjernvarme.

Ved både lokalvarme og fjernvarme distribueres varmen gennem et netværk af rør, der leverer opvarmning direkte til husene. Forskellen er, at lokalvarmen får sin energi fra en lokalt placeret varmekilde, typisk en stor varmepumpe, der forsyner et mindre område.

Indledende screeninger, udført af rådgivningsvirksomheden PlanEnergi, har identificeret 12 landsbyer med potentiale for etablering af lokalvarme. Udvælgelsen er baseret på kriterier som antallet af husstande, deres tæthed samt de eksisterende varmekilder i området.

De 12 landsbyer

  1. Asserballe
  2. Fynshav
  3. Hundslev-Notmark-Almsted
  4. Kværs
  5. Lysabild
  6. Oksbøl-Broballe-Mjels
  7. Skelde
  8. Skodsbøl
  9. Skovby​
  10. Stevning
  11. ​Tandslet
  12. Tørsbøl

Landsbyernes opbakning er nøglen

Sønderborg Lokalvarme, som blev oprettet i januar 2024 under Sønderborg Varme, leder initiativet og hjælper de 12 udvalgte lokalsamfund med planlægning og udvikling.

Når lokalvarme skal etableres, er det afgørende, at der er lokal opbakning. Jo flere borgere, der støtter op om projektet, desto større er chancerne for, at det bliver til virkelighed.

Sønderborg Lokalvarme undersøger i samarbejde med det enkelte lokalsamfund, om lokalvarme er en fordelagtig løsning for deres by. Borgernes engagement i de udvalgte landsbyer er derfor afgørende for projektets succes.

Vi har udarbejdet en lokalvarme-guide til de borgere, der bor i én af de 12 landsbyer.

Se lokalvarme-guiden her