Det skal være lettere for små og mellemstore virksomheder at udnytte de besparelser, der kan opstå gennem den grønne omstilling. Derfor er ProjectZero og den lokale startup 2ai gået sammen i projektet ZERO100, der skal undersøge, om man via kunstig intelligens kan skræddersy en plan for den enkelte virksomhed baseret på virksomhedens egne data og forudsætninger samt erfaringer fra andre aktører i samme branche.
5
75 %
Fem lokale virksomheder har sagt ja til at være med i udviklingsfasen af det nye AI-værktøj, som udviklerne håber vil kunne identificere virksomhedsspecifikke initiativer og udvikle en plan for implementering baseret på konkrete beregninger. Det er Steel Products, Brødr Ewers, Mûller Gas, Knud Erik Heissel og landmanden Robert Beck.
På sigt kan værktøjet komme i handlen, så alle SMV’er kan få gavn af det.
– De små og mellemstore virksomheder har ofte nok at gøre med den daglige drift og har derfor begrænsede ressourcer til den grønne omstilling. Dermed risikerer de at gå glip af nogle oplagte besparelser. Vores mål med projektet er at afprøve, om vi kan bruge AI til at gøre det let for virksomhederne at identificere lavthængende frugter, der ikke alene nedsætter deres udledning, men også styrker virksomhedens konkurrenceevne og bundlinje, siger Søren Revsbech Dam, senior projektleder hos ProjectZero.
Planen er, at de fem pilotvirksomheder får de første initiativforslag inden sommerferien, og at eventuelle nye pilotvirksomheder kan starte op umiddelbart herefter.
Billede til højre:
2ai har ansat otte ingeniørstuderende fra SDU i Sønderborg til at hjælpe med udviklingen af det nye værktøj, og de er i fuld gang.