Som borger i Sønderborg Kommune har du lige nu adgang til det digitale solcelleværktøj SolarSim, som gør det nemt for dig at komme i gang.

Solceller på taget kan føles lidt som at have sin egen køkkenhave. Men i stedet for tomater fra haven, høster man solskin på taget. Det giver en særlig tilfredsstillelse at producere sin egen gratis strøm og samtidig vide, at det bidrager positivt til klimaet.

Gode grunde til solceller

For mange handler solceller enten om økonomi, klima eller selvforsyning – eller en kombination af alle tre.

Med solceller kan du producere en del af den strøm, du selv bruger, og dermed spare penge på elregningen.

Hvis du producerer mere strøm, end du selv bruger, kan du sælge overskuddet til vores fælles elnet.

Solceller gør det muligt at udnytte de tage, vi allerede har, til at producere vedvarende energi – og dermed mindske vores afhængighed af fossile brændsler.

Det gør solenergi til en af de bedste måder, hvorpå du kan bidrage til Sønderborgområdets mål om et CO₂-neutralt energisystem.

Kan jeg få solceller på mit hus?

Hvis du er interesseret i at få solceller på taget, er der først og fremmest nogle grundlæggende krav, som dit hus skal leve op til.

Du kan normalt sætte solceller op uden byggetilladelse, hvis:

  • solcellerne monteres i samme hældning som taget

  • de placeres mindst 2,5 meter fra skel

  • de ikke gør bygningen højere, så den overskrider reglerne for byggehøjde

  • bygningen ikke er registreret som bevaringsværdig – ellers kræver det tilladelse fra kommunen

  • solcellerne overholder en eventuel lokalplan for området

Hvis du mener, at du overholder disse kriterier, er du klar til at få en anbefaling gennem SolarSim.

En soleklar anbefaling

SolarSim er et nyt, digitalt værktøj, der giver dig en uvildig vurdering af, om solceller kan være en god idé for dig – uden salg og uden krav om at oplyse kontaktoplysninger.

Sønderborg Kommune har købt adgang til værktøjet i ét år. Adgangen gælder frem til 15. april 2027.

Værktøjet fungerer ved, at du indtaster dit elforbrug, hvorvidt du har elbil og varmepumpe, og hvor mange I bor i husstanden. Herefter finder du din bolig og vælger, hvor på taget solcellerne skal placeres.

Til sidst får du en samlet vurdering baseret på din bolig – herunder anbefalet antal solcellepaneler, eventuelt batteri, forventet tilbagebetalingstid og CO₂-besparelse.

Når du har gennemført SolarSim, kan du gemme eller printe en PDF med anbefalingen. Så er du klar til næste skridt herunder.

Prøv SolarSim her

Fra anbefaling til handling

Med anbefalingen fra SolarSim er du nu ét skridt tættere på at få solceller.

Før du går i gang, skal du blot have bekræftet, at du har den endelige tilladelse.

Det gør du ved at fremvise din PDF-rapport med anbefalingen fra SolarSim til Sønderborg Kommunes Byg- og Boligafdeling:

E-mail: byg-bolig@sonderborg.dk
Telefon: +45 88 72 40 82

Herefter kan du tage kontakt til en leverandør.

Det er en god idé at indhente flere tilbud, så du kan sammenligne pris og løsning.

Held og lykke med dit solcelleprojekt!

Ofte stillede spørgsmål

Hvem kontakter jeg, hvis jeg har spørgsmål?

Spørgsmål til SolarSim

Har du spørgsmål til selve værktøjet eller din beregning, kan du kontakte Erik fra SolarSim:

E-mail: erik@solarsim.dk

 

Spørgsmål til solceller generelt

For generel rådgivning om solceller kan du kontakte SparEnergi:

E-mail: ens@ens.dk
Telefon: +45 33 92 67 00

 

Spørgsmål til regler og lokalplaner

Har du spørgsmål om tilladelser, lokalplaner eller din bolig, kan du kontakte Sønderborg Kommune, Byg og Bolig:

E-mail: byg-bolig@sonderborg.dk
Telefon: +45 88 72 40 82

Se åbningstider og bestil en tid i Kvik-Caféen

Er SolarSims anbefaling troværdig?

SolarSim giver dig en uvildig og fagligt baseret vurdering af, om solceller kan betale sig for dig. Beregningerne tager udgangspunkt i opdaterede data om priser, forbrug og produktion.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der altid vil være usikkerheder. De konkrete tal kan variere afhængigt af fx dit faktiske forbrug og ændringer i elpriser og -afgifter.

Derfor skal resultatet ses som et kvalificeret estimat, der kan hjælpe dig med at træffe en beslutning – ikke som et endeligt tilbud.

Få svar på flere spørgsmål om SolarSim her

Hjælp til finansiering

Grønne lån

Hvis du har brug for at låne til solceller, kan det være en god idé at tage fat i din bank. Mange banker tilbyder grønne lån med fordelagtige vilkår til energiforbedringer som solceller.

Håndværkerfradrag

Du kan også benytte håndværkerfradraget til dele af arbejdet. Det gælder:

  • installation, reparation eller udskiftning af solceller (også i kombination med batteri)
  • installation og arbejde på solfangere og solvarmeanlæg

Fradraget dækker arbejdsløn – ikke materialer.

Tilskud

Der findes i øjeblikket ikke tilskudsordninger til solceller for private.

Hvilken type solceller skal jeg vælge?

For de fleste boligejere vil almindelige solcellepaneler (monokrystallinske) være det bedste valg. De har en høj effektivitet, lang levetid og fylder mindre på taget.

Der findes også andre typer, men forskellene er i praksis mindre vigtige end fx placering, hældning og dimensionering af anlægget.

Det vigtigste er derfor at vælge en løsning, der passer til dit tag og dit elforbrug. Her kan SolarSim give dig et godt udgangspunkt, som du efterfølgende kan tage med til en leverandør.

Den konkrete løsning bør du aftale med en leverandør, som kan rådgive dig ud fra din bolig og dine behov.

Når du har fået et tilbud, kan du med fordel vende tilbage til SolarSim og opdatere priserne i beregningen. På den måde kan du se, om økonomien stadig hænger sammen – uanset hvilken type solceller du vælger.