Fredag den 20. september inviterer Sønderborg Andelsboligforening og ProjectZero til en grøn eftermiddag i boligområdet Kløver-/Hvedemarken. Fra kl. 14 til 17 danner fælleshuset AKSEN rammen om spændende aktiviteter og praktiske råd til, hvordan man sparer energi i hjemmet – til gavn for både kontoen og klimaet.
Siden 2022 har over 1.000 beboere fra det grønne boligområde Kløver-/Hvedemarken været i gang med at reducere energiforbruget både i bygningerne og hos beboerne. Bygningerne er klistret til med solceller, og borgerne skærer ned på forbruget ved hjælp af digitale værktøjer og små ændringer i dagligdagen.
Nu er tiden kommet til at dele ud af de forskellige tips og tricks.
Så kom og bliv klogere på, hvordan du sparer på energiregningen. Flere aktører står klar til at dele ud af deres bedste råd, mens du får mulighed for at komme helt tæt på solcellepaneler, dreje på termostater og udforske apps, der måler dit forbrug.
Arrangementet byder desuden på gratis kaffe og kage, mens børnene kan glæde sig til is, hoppeborg og sjove konkurrencer.
Anne Branderup, seniorkonsulent hos ProjectZero, understreger vigtigheden af energibesparelser med ordene:
- Energibesparelser i hjemmet er ikke kun vigtige for at reducere ens energiregning, men også for at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Små tiltag som at bruge energieffektive apparater, slukke for unødvendigt lys og at følge ens energiforbrug kan have en stor samlet effekt. På denne måde kan vi alle gøre en forskel både for miljøet og vores økonomi.
Program for dagen:
Bliv klogere på din energi: Få tips fra Sønderborg Andelsboligforening og ProjectZero til, hvordan du kan skære toppen af dine energiregninger, blandt andet ved at overvåge dit energiforbrug gennem apps.
Solenergi og varmegenbrug: Hør Danfoss fortælle om optimal udnyttelse af varme, og om Kløver/Hvedemarkens deltagelse i det europæiske energiprojekt, ARV.
Affaldssortering: SONFOR taler om, hvorfor det nytter at sortere sit affald.
Cykel Repair-café: Frivillige viser værkstedet frem og hjælper med reparationer.
Arrangementet er gratis og åbent for alle – ingen tilmelding er nødvendig. Tag din familie, venner eller naboer med til en hyggelig og lærerig eftermiddag, hvor energibesparelser og bæredygtighed er i centrum.
Tiltaget i Kløver-/Hvedemarken er en del af det europæiske ARV-projekt, der arbejder for at skabe bæredygtige byggerier og grønne bofællesskaber. Projektet er støttet af EU og løber frem til 2026.