Så lykkedes det! SONFOR og European Energy har fået godkendelse til at etablere Lillebælt Syd Vindmøllepark. Det betyder, at vinden over Lillebælt snart vil spille en central rolle i den grønne omstilling og yde et stort bidrag til Sønderborgområdets ambitiøse mål om CO2-neutral energi i 2029.

Der blæser grønne strømme over Lillebælt i disse dage. Havvindmølleparken, Lillebælt Syd, har nemlig fået den endelige etableringstilladelse af Energistyrelsen. Nu kan projektets parter for alvor gå i gang med de afgørende forberedelser til byggeriet af parken, der forventes at stå klar i 2029.

- Det er med glæde og en vis stolthed, at vi i dag står med etableringstilladelsen til Lillebælt Syd Vindmøllepark. Det har vi kæmpet og arbejdet for i mange år. Flere gange med en fornemmelse af, at målstregen blev flyttet i takt med, at nye regler kom til, eller udviklingen i vindmølleindustrien gik stærkt, siger Tom Hartvig Nielsen, formand for Lillebælt Vind A/S.

Selve projekteringen og etableringen af vindmølleparken vil blive udført af SONFOR i samarbejde med European Energy og TotalEnergies som kommende hovedaktionær.

Lokalt initiativ og vedholdenhed

Projektet har rødder helt tilbage til 2010, hvor visionære erhvervsfolk og lokalpolitikere i fællesskab tog de første skridt mod etableringen af en havvindmøllepark i Lillebælt. Siden da er det lokale engagement kun blevet større, og nu er drømmen om at gøre Lillebælt til en vigtig aktør i Danmarks grønne fremtid rykket et stort skridt nærmere.

- Lillebælt Syd er om noget et godt eksempel på, at græsrodsarbejde med bred lokal opbakning kan give store resultater og gøre en forskel - også nationalt, siger Ellen Trane Nørby, formand for SONFOR A/S.

Bliv medejer af Lillebælt Syd og støt den grønne omstilling

Med tilladelsen på plads kan borgere i Sønderborg, Haderslev, Assens og Faaborg-Midtfyn nu snart købe andele i vindmølleparken og blive aktive medejere af projektet.

Vindmølleparken vil bestå af 11 havvindmøller på i alt 165 MW, hvilket svarer til 148.000 husstandes forbrug. Projektet spiller en central rolle i, at Sønderborgområdet når sit mål om et CO2-neutralt energisystem i 2029.

- I disse år er vi i Danmark ved at udfase brugen af fossile brændstoffer til fordel for el. Vi erstatter for eksempel oliefyr med varmepumper og benzinbiler med elbiler. Samtidig elektrificeres industrien, ligesom datacentre og produktion af grønne brændstoffer kræver store mængder strøm. Vi får derfor brug for masser af grøn strøm de kommende år - også i Sønderborg, hvor vi har et mål om CO2-neutral energi i 2029. Lillebælt Syd indgår i planerne, og etableringstilladelsen er et vigtigt skridt på vej mod målet, siger Allan Pilgaard-Jensen, direktør i ProjectZero.

Læs mere om Lillebælt Syd-initiativet