Sønderborg Lokalvarmes projekt om at etablere en lokal fjernvarmeløsning i 12 udvalgte områder går nu ind i en ny fase, efter fristen for borgernes tilkendegivelser udløb for få dage siden. Projektet nyder fortsat stor opbakning fra de lokale borgere.

Lokalvarme er i bund og grund det samme som fjernvarme. Forskellen er, at lokalvarme ikke er tilknyttet det store fjernvarmenet, men i stedet har sin egen lokale varmekilde. Nogle landsbyer ligger for langt fra fjernvarmenettet, så for at give dem mulighed for at få grøn varme blev lokalvarmeprojektet igangsat i januar 2024. Sønderborg Lokalvarme har nu afholdt borgermøder, og borgerne har vist stor interesse for initiativet, som derfor kan igangsætte de næste undersøgelser.

- De sidste tilkendegivelser er nu givet, og dermed er rækkefølgen på de tekniske undersøgelser også fastlagt. Nu kan næste fase for lokalvarmeselskabet starte, fortæller Erik Wolff, direktør for Sønderborg Lokalvarme.

De tekniske undersøgelser starter i de byer, hvor interessen har vist sig at være størst, og den prioriterede rækkefølge af byerne ser derfor ud som følger: Fynshav, Lysabild, Kværs, Skelde, Skovby, Stevning, Oksbøl-Broballe-Mjels, Skodsbøl, Tandslet, Tørsbøl, Asserballe, Hundslev-Notmark-Almsted.

Alle 12 områder skal nu undersøges for, om lokalvarme kan etableres som en konkurrencedygtig og grøn varmeløsning.

God dialog og interesse fra de lokale borgere

I september blev der afholdt fem informationsmøder for de 12 landsbyer, hvor borgerne fik lejlighed til at høre nærmere om muligheden for at få lokalvarme etableret i deres område samt stille spørgsmål. Der var en positiv dialog på de forskellige informationsmøder, fortæller Erik Wolff:

- Vi har oplevet en god tilslutning fra borgerne i de 12 landsbyer, og det viser, at der er stor interesse for en lokal, kollektiv varmeløsning. Nu ser vi frem til at sætte gang i de tekniske undersøgelser i de områder, hvor interessen har været størst, så vi kan komme et skridt tættere på at gøre lokalvarme til en realitet, siger han.

Næste skridt på vejen mod lokalvarme

De tekniske undersøgelser er et vigtigt skridt i den næste fase, da de vil give svar på de reelle muligheder for at få etableret lokalvarme i de udvalgte områder. Herefter vil borgerne få en endelig afklaring på, om lokalvarme er en bæredygtig løsning i deres område – både økonomisk og miljømæssigt.

- Jeg ser meget frem til denne næste fase, hvor de mere detaljerede analyser skal vise, hvor der er mulighed for at etablere lokalvarme. Det er et vigtigt projekt i indsatsen for et CO₂- neutralt energisystem i 2029, siger Allan Pilgaard-Jensen, der er programchef for Masterplanen hos ProjectZero.

Følg med i udviklingen

I forbindelse med de tekniske undersøgelser vil borgerne i områderne løbende blive informeret, så alle kan følge udviklingen i netop deres område. Man kan blandt andet tilmelde sig Sønderborg Lokalvarmes nyhedsbrev og følge dem på Facebook.

Hvis du ikke bor i et af de 12 områder, hvor lokalvarme undersøges, kan du besøge vores varmekort og se, hvilken varmeløsning der er tilgængelig i netop din by. Prøv ProjectZeros varmekort.