Som den første danske by modtager Sønderborg i dag EUs Mission Label, der er Europa-Kommissionens kvalitetsstempling af den masterplan, Sønderborg arbejder efter i bestræbelserne på at gøre områdets energisystem CO2-neutralt i 2029.

Byer står for mere end 70 % af den globale CO2-udledning og forbruger over 65 % af verdens energi. Sidste år udpegede EU derfor 100 ambitiøse klimabyer til at tage del i at udvikle nye metoder for grøn omstilling, der skal forbedre mulighederne for, at alle europæiske byer bliver klimaneutrale inden 2050.

De udpegede byer skal alle udfærdige en Climate City Contract (CCC), som indeholder byens mål og planer for klimaneutralitet, og i dag blev de første 10 byer så belønnet med det Mission Label, der fortæller, at deres Climate City Contract er gennemgået og godkendt af Europa-Kommissionen med støtte fra eksperter - herunder Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Det Fælles Forskningscenter (JRC).

Sønderborg Kommune er blandt de 10, og den første danske by til at modtage prisen. Det glæder borgmester Erik Lauritzen.

- Jeg er meget glad for, at Sønderborg Kommunes indsats for et bedre klima endnu en gang bliver anerkendt af EU. Og jeg er stolt over, at det sker på grund af arbejdet i ProjectZero, hvor vi som område har stået sammen og samarbejdet på tværs for at skabe resultater og nedbringe CO2-udslippet. I Sønderborg-området har private og offentlige aktører i fællesskab fundet opskriften på et succesfuldt samarbejde, fordi vi har haft samme retning siden 2007, hvor energieffektiviseringer og grønne løsninger bliver udviklet og omsat til virkelighed. Dermed er der opbygget et stort demostratorium af klimaløsninger, som tjener til inspiration for andre. Det er de resultater, der giver os hæderen, og som også gør, at vi lykkes med at nå nullet i 2029, siger han.

At få EUs Mission Label kan blandt andet hjælpe med at lette adgangen til finansiering fra EU, nationale og regionale finansieringskilder, herunder også private investeringer.

Sønderborgs Climate City Contract bygger på den ProjectZero strategi og masterplan, som Sønderborgområdet i fællesskab siden 2007 har arbejdet for at realisere. Målet er at hele kommunens energisystem skal være CO2-neutralt i 2029. Med udgangen af 2022 havde Sønderborgområdet reduceret udledningerne med cirka 400.000 ton svarende til 57 procent.

Ud over Sønderborg har følgende byer i dag modtaget EUs Mission Label: Cluj-Napoca (Rumænien), Klagenfurt (Østrig), Mannheim (Tyskland), Stockholm (Sverige) og de fem spanske byer Madrid, Valencia, Valladolid, Vitoria-Gasteiz og Zaragoza.