Kan din bolig ikke få fjernvarme eller lokalvarme, bør du overveje at skifte dit gas- eller oliefyr ud med en varmepumpe. Ikke alene bliver varmeregningen langt mindre. Du slipper også for at fylde olie på. Samtidig hjælper du med at passe på vores klima.

Halvér din varmeregning

Langt de fleste, der køber en varmepumpe, tjener investeringen ind på sigt. Der er nemlig mange penge at spare på din årlige varmeregning, hvis du har været vant til et olie- eller gasfyr. Det er ikke unormalt at kunne halvere sin varmeregning med skift til en varmepumpe.

En varmepumpe sparer nemlig energi, fordi den får mere varme ud af den brændsel eller elektricitet, der bliver tilført. Faktisk får en varmepumpe 3-6 gange mere varme ud end varmekilder som olie-, gas- og træpillefyr. 

Hvor hurtigt din varmepumpe tjener sig ind, afhænger af mange forskellige faktorer som for eksempel hvilken opvarmningskilde, du skifter fra, og hvordan du finansierer købet af din varmepumpe. Der findes forskellige beregnere på nettet, der kan give dig et mere præcist bud på, hvor meget du kan spare.

Vælg den rigtige varmepumpe og installatør

Varmepumpens ydeevne skal passe til husets størrelse og isoleringsforhold samt familiens størrelse og vaner. Køber du for eksempel en varmepumpe, der er for lille, vil du måske komme ud for, at den ikke kan varme huset og brugsvandet ordentligt op i perioder med frostvejr.

Det kan derfor være nyttigt at kontakte en uvildig rådgiver, inden du beslutter dig.

Når du skal have din varmepumpe installeret, er det en god ide at vælge en VE-godkendt virksomhed til at gøre arbejdet. At virksomheden er VE-godkendt betyder, at du kan være sikker på, at den har de rette kompetencer til at installere en varmepumpe korrekt. VE er en forkortelse for vedvarende energianlæg. Find VE-godkendte virksomheder på denne liste.

Mikkel skiftede fyret ud med en varmepumpe

Få tilskud til varmepumpe

Der er flere muligheder for søge tilskud, når du skifter dit olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe:

– Energistyrelsens varmepumpepulje åbner som regel for ansøgninger et par gange om året. Tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor, så holder vi dig opdateret

– Du kan få få dækket gebyret på op til 10.000 kr. for at afkoble din naturgas ved Evidas afkoblingsordningen. Puljen åbner i januar hvert år og pengene uddeles efter først-til-mølle. Hold øje med Evidas hjemmeside.

– Flere realkreditinstitutter/banker yder også et kontant tilskud ved skift til grøn varmekilde. For eksempel “Fyr dit fyr” ordningen. Her kan du, hvis du tager et lån på 125.000 kr. til udskiftning af olie- eller gasfyr, kunne spare vil tinglysningsafgiften på 3.725 kr. Spørg din bank eller realkredit for mere information

Værd at vide om finansiering

Hvad koster en varmepumpe

Varmepumper findes i mange prisklasser, og det er en god ide at hente flere forskellige tilbud hjem. Kontantprisen inklusiv installation starter ved cirka 100.000 kroner.

Lån til lave renter

De fleste banker har i dag et energilån med en særlig favorable rente, når du skal låne til energirigtige løsninger til boligen. Kontakt din bank og hør, hvad de kan tilbyde dig.

Hvis du ikke vil købe

Du kan vælge enten at leje, lease eller få din varmepumpe på abonnement i stedet for at købe. Udbetalingen starter ved 0 kr.* , og så giver du et fast bidrag pr. måned, som du kender det fra leasing eller leje af andre produkter.  Der er flere udbydere, så undersøg priserne nærmere hos de forskellige selskaber.

*Der tages forbehold for at virksomhederne kan have ændret priserne. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hvis ikke du kan få fjernvarme, så er en varmepumpe en nem, billig og miljøvenlig varmekilde til din bolig. I vores nyhedsbrev om varmepumper får du løbende information og gode råd om varmepumper.