Et solcelleanlæg producerer grøn strøm ved at optage energi fra solens lys og omdanne den til elektricitet. Vi behøver hverken 30 grader eller skyfri himmel for at få gavn af et solcelleanlæg. I Danmark har vi over 1800 solskinstimer om året, som bare venter på at blive udnyttet.
Sådan får du solceller
Vælg en VE-godkendt installatør
VE står for vedvarende energi, herunder solenergi. Vælg en VE-godkendt installatør til at opsætte dit solcelleanlæg. Find en VE-godkendt installatør i Sønderborgområdet.
Kan tager bære anlægget?
Undersøg, om taget på din bolig kan bære et solcellenanlæg, og at der er plads nok. Spørg din installatør eller en bygningsingeniør, hvis du er i tvivl.
Vælg den rette placering
Hvor solcellerne placeres afhænger af, hvornår på dagen du bruger strømmen, og eventuelle skyggeforhold, der kan forringe elproduktionen, eksempelvis træer som skygger eller efterlader blade på solcellefladerne. Din installatør kan hjælpe med at finde den bedste placering.
Vælg den rette størrelse på anlægget
Når du skal vælge størrelsen på anlægget, så vælg et anlæg, som ikke producerer alt for meget strøm i forhold til dit forbrug, så tjener du det hurtigt hjem igen. Overvej også, om dit elforbrug vil ændre sig i fremtiden, f.eks. hvis du overvejer at købe en elbil, eller i bliver flere personer i husstanden.